Tangtage på vej imod Verdensarv

Læsøs helt unikke tangtage er godt på vej til at blive Unesco Verdensarv sammen med øens saltsyderi. Disse globalt set interessante kulturhistorier er så specielle, at der er en rigtig god mulighed for, at Læsøs specialiteter ender på listen over Verdensarv.

De seneste 15 år har der været arbejdet intenst på først at opnå støtte til renovering af en række gårde og huse med tangtag på Læsø og dernæst på at lægge helt nye tangtage op på de nyrenoverede huse og gårde.

Det er A.P. Møller Fonden og Slots- og Kulturstyrelsen, der tilsammen har ydet op imod 70 millioner kroner for at forny Læsøs enestående tangtage. Rigtig mange af de huse, hvorpå der lå tage af ålegræs, var i stærkt forfald, og selve tagene var der i de fleste tilfælde kun rester tilbage af – mange var erstattet af plade- eller stråtag og de tilbageværende tangtage var ikke blevet fornyet i det meste af et århundrede.

Formanden for Læsø Verdensarv Aps, viceborgmester Jess-Jessen Klixbüll tror på, at Læsøs tangtage og saltsydning tilsammen er så væsentlige kulturelle fænomener og historier, at øen ender med at få den fornemme titel ”Unesco Verdensarv”. Der optages maksimalt et sted pr. land pr. år. I bedste fald bliver det Læsøs tur i 2028.

400 sider ansøgning

Det ligger et langvarigt arbejde forud, og foreløbig er den endelige ansøgning endnu ikke sendt ind. Det sker i januar 2027; lige nu er ansøgningen på mere end 400 sider, og der arbejdes fortsat på den.

I 2018 søgte Læsø første gang den danske stat om at blive optaget på den såkaldte tentativliste, listen over emner fra Danmark. Det lykkedes at komme på listen i 2021. I to omgange er Unesco nu søgt, først om at komme på deres tentativliste. Det lykkedes i 2023. Dernæst er en foreløbig ansøgning sendt ind i 2024, og nu arbejdes der ihærdigt på den endelige ansøgning.

Kvindernes Ø

Den korte version af den særegne historie er, at Læsø blev meget sent bosat, i løbet af Vikingetiden. I starten af 1100-tallet gik en udnyttelse af øens meget saltholdige havvand på Rønnerne syd for øen i gang. Salt var dengang mange penge værd, og det førte til en overudnyttelse af øens skove, fordi der blev brugt brænde til at syde (inddampe) saltet.

Der var så få træer tilbage, at en voldsom sandflugt medførte, at omkring 1/3 af Læsø blev ubeboelig. Huse og gårde blev simpelthen begravet i sand. I 1768 betegnes den del af øen som en ørken.

Der var så få træer tilbage, at en voldsom sandflugt medførte, at omkring 1/3 af Læsø blev ubeboelig. Huse og gårde blev simpelthen begravet i sand. I 1768 betegnes den del af øen som en ørken.

Fattigdom fulgte i kølvandet på sandflugten, og det førte til at Læsøboerne måtte bruge hvad der var tilgængeligt af gratis byggematerialer.

Det blev til tagkonstruktioner af tømmer fra forliste skibe og metertykke tage, lavet af det ålegræs, der kunne hentes på stranden.

Prikken over i’et i denne spændende del af Danmarkshistorien var, at tængearbejdet, som det hed – man tækkede ikke med tang, man tængede – var kvindearbejde. Mændene var groft sagt alle sømænd eller fiskere, så de var ude at sejle. Derfor blev rigtig meget arbejde på ”Kvindernes Ø” forestået af de tilbageværende kvinder.